Solrød Atletik & Motion

Vi søger hjælpere til løbsdagen! Har du tid og lyst til at afsætte 2-3 timer på lørdag d. 16. juni, hører vi meget gerne fra dig!
Søg ind i denne facebookgruppe. Så bliver du straks godkendt!

Solrød Atletik & Motion er en aktiv forening for løbere og gængere.


Vi er ca. 150 medlemmer, hvoraf over 90 % er løbere i alle aldersgrupper. Vores yngste løber er 10 år og vores ældste 73 år.


Vi mødes 2 gange om ugen året rundt i forhallen i Solrød Idrætscenter. Mandag kl. 18 og onsdag kl. 19. Dog træner vi fra Jersie Strandpark i skolernes sommerferie.


Vi starter ud med en kort fælles opvarmning udendørs, hvorefter vi løber og går i vores smukke natur i og omkring Solrød Strand, Kalkgraven, skovene og landsbyerne.


For et kontingent på kun 300 kr. om året (plus 100 kr. i indmeldelsesgebyr) tilbyder vi:

 

  • Begynderhold for dig, der ikke har løbet eller som kan løbe lidt

  • Gængerhold for dig, der kan lide at gå i raskt trav

  • Løbe- og styrketræning for dig, der kan løbe 5-6 km

  • Intervaltræning hver onsdag

  • Adgang til motionslokalet i Idrætscentret 1 gang om ugen

  • DGI uddannede løbetrænere

  • Deltagelse med klubmedlemmer i løb

  • Blå klubtrøje og gul løbevest

  • Hyggelige sociale arrangementer for alle som SAM marathon uge i uge 30, stafetløb, orienteringsløb, klubfest, julehygge

  • Og aller vigtigst et unikt fællesskab med søde klubmedlemmer, der gør det sjovere for dig at fastholde dine ugentlige træningspas uanset om det regner eller sner.



Når vi løber, er vi ikke inddelt i pace tider, men vi kender hinanden og hjælper dig i gang med at finde et hold eller nogen ligesindede, der passer ind til dit løb, så du kan blive udfordret og få noget ud af din træning. Vores hurtigste løber, løber ca. 4.30 min/km.


Flere af vores klubmedlemmer deltager i løb både i ind- og udland. Bl.a. er Copenhagen hel- og halvmaraton populært.


Mød op og træn med os et par gange for at se, om det er noget for dig. Vi glæder os til at tage imod dig. Spørg efter Thomas eller Kirsten, når du møder op.


Læs mere om os på vores
hjemmeside eller på Facebook. 


Vi har en aktiv facebookgruppe, hvor bl.a. spontane løbeaftaler indgås i weekender.


På glædelig gensyn hos de blå gule SAM’er! Din lokale løbe og gængerklub!